Onsdag den 27. september slog Folketinget dørene op for 101 unge fra hele landet. De skulle give deres bud på hvordan Europas fremtid bør se ud.
Om formiddagen diskuterede deltagerne i EU-Ungdomsparlamentet deres indsendte forslag med hinanden og med medlemmer af Folketingets Europaudvalg.
Efter frokost indtog de unge Folketingssalen. Her var der spørgetime med Statsminister, Anders Fogh Rasmussen, Miljøminister Connie Hedegaard og familie- og forbrugerminister Lars Barfoed.
Statsministeren var efterfølgende meget imponeret over de unges spørgsmål og deres engagement i EU-debatten.
EU-Ungsomsparlamentets deltagere var særligt optaget af emner som miljø, sundhed og fødevarer. Det afspejlede sig også i resultat, som var 4 vedtagne beslutningsforslag. De fire forslag handler bla. om strammere miljøregler, støtte til økologi og mærkning af usunde fødevarer.
På dette link finder du de syv beslutningsforslag, som EU-ungdomsparlamentet stemte om - og herunder de fire vedtagne forslag.
Deltagerne er blevet udvalgt på baggrund af en konkurrence, som Folketinget udskrev i februar til eleverne på de danske ungdomsuddannelser. Her fik unge fra ungdomsuddannelserne mulighed for at indsende et forslag til, hvad EU skal beskæftige sig med i fremtiden.
Et projekt i tænkepausen
EU-Ungdomsparlamentet var et af Folketingets arrangemenet i forbindelse med tænkepausen.
I maj udgav Folketingets Europaudvalg sin rapport om tænkepausen i Danmark. I denne rapport indgik de unges bidrag til EU-Ungdomsparlamentet. Rapporten om tænkepausen blev overbragt til statsministeren forud for hans deltagelse i Det Europæiske Råds møde den 15. - 16. juni 2006. På dette topmøde diskuterede EU's stats- og regeringschefer hvordan fremtidens EU skal udvikle sig, og hvad der skal ske med forfatningstraktaten.
Du kan se programmet for EU-Ungdomsparlamentet den 27. september her.
For at deltage i konkurrencen om en plads i EU-Ungdomsparlamentet har eleverne skullet indsende et bidrag til Folketinget i form af svar på tre spørgsmål fra tænkepausen.
Hvis du har yderligere spørgsmål angående EU-Ungdomsparlamentet kan du rette henvendelse til Folketingets EU-Oplysning på 33 37 33 37 eller borgernesdagsorden@ft.dk






