FMU er idag et EU-fagligt netværk som på landsplan har tilknyttet godt 100 fagforeninger, forbund og faglige klubber, valgte tillidsrepræsentanter og faglige med andre tillidshverv indenfor såvel det private som offentlige område. ”Fagbevægelsen mod Unionen” blev dannet op til Marstricht-afstemningen i 1992.
I det EU-faglige netværk arbejder vi med analyser og oplysning om den løbende udvikling i EU, specielt med vægten lagt på social- og arbejdsmarkedspolitiske forhold. Gennem kurser, temadage og møder i lokale fagforeninger og klubber sikrer netværket løbende orientering og debat om EU faglig set.
FMU ønsker at forsvare ”Den danske model” på arbejdsmarkedet, hvor forholdene på arbejdsmarkedet ikke fastsættes af lovgivning, men aftales direkte mellem parterne. Derfor modarbejder vi EU-indblanding i danske overenskomstforhold for at forsvare lønarbejdernes demokratiske indflydelse på egne løn- og ansættelsesvilkår.
Vi forsvarer også den danske arbejdsmiljølovgivning mod forringelser fra EU, og arbejder for at sikre sikkerhedsorganisationernes indflydelse på arbejdspladserne. Netværket modarbejder, at der på EU-plan vedtages bestemmelser, som skader"Den danske aftalemodel". Derimod arbejde vi for at styrke det faglige samarbejde i Europa på arbejdsplads-, fagforenings- og forbundsplan uden de bånd, som unionsudviklingen lægger på samarbejdet.
Vi ser EU's hidtidige udvikling, som et angreb på demokratiet, med en føderalistiske retning mod en egentlig overstatslig politisk, økonomisk og militær union. Vi arbejder derfor for at fastholde den folkelige og demokratiske debat, og vi ser ”tænkepausen” som en kærkommen mulighed for reelt at diskutere både form og indhold i det fremtidige europæiske samarbejde.
Du kan læse mere om EU-faglige netværk på hjemmesiden: www.eufagligt.dk
Du er velkommen til at kontakte arbejdsudvalget:
Kontaktperson Ole Jensen, mobil 26 72 31 05
eller ved at skrive en mail på post@eufagligt.dk
| Hjemmeside | http://www.eufagligt.dk |
| Telefon til kontaktperson | 2672 3105 |
| post@eufagligt.dk |






